Jeg, Solstrejf har sat mig for at nedfælde den sandfærdige krønike om Budbringernes bedrifter. Således at eftertiden kan bade sig i lyset fra det budskab som deres eventyr udgør.
Den første heltegerning blev begået allerede før at navnet Budbringerne var mere end blot en hvisken i en obsidian mands sind. Dengang kendte heltene kun hinanden ved deres individuelle navne.
Disse helte var: Obsidian manden Kvarts (adept trænet ud i det krigeriske), trolden Gorlak Vatirus af Klan Maktu (adept trænet ud i det krigeriske), t’srangen T’kila (adept trænet ud i det sværdmesterlige) , mennesket Ching (adept trænet ud i det sværdmesterlige), mennesket Rowan (adept trænet ud i det rytterlige), mennesket I’ljahna ( adept trænet ud i det elementære)og elveren kendt som Solstrejf (adept trænet i trådspinderi).
En fæl horror havde i disse dage taget skikkelsen af en abe og havde slået sig ned i en lund, blot en dags rejse fra færgelejet til Iopos ad vejen mod Jarris. Det var sommer det år af passionerne 1506 da heltene for første gang trådte ind i den horrible lund. Den afsjælede krop af en ung menneske kvinde, havde alarmeret dem om at noget fælt var på færde. Beslutsomt og frygtløst avancerede de ind i mørkets hjerte. Der fandt de uvæsnet netop færdig med at slukke livet på en modig trold, der sammen med hans fælle ( også død for horrorens hånd) havde forsøgt at rydde området for denne trussel. Ære være deres minde. Den endnu ikke navngivet gruppe kastede sig ud i kampen, men måtte erkende at utysket var dem for stærkt. Med adskillige sårede og havende overvundet et vildledende magisk puds fra horroren, udførte gruppen en succesfuld tilbagetrækning ud af lunden. Efter dette satte de kursen mod Iopos for at alarmere myndighederne der og for at udføre et hverv givet dem af elveren Muir Nordak ( Senere på sommeren likvideret af Theranske agenter).
På vejen tilbage til Jerris med en fange der skulle udleveres til nethermanceren kendt som Mortis, måtte de brave helte erfare at horroren stadig gjorde sin gerning i lunden. En karavane var blevet udslettet og adskillige dværge havde lagt deres liv i forsvaret af denne. Ære være deres minde. Og netop som gruppen overvejede om de skulle tage den umulige kamp op, blev de opsøgt af trolden Goran Artok Skybreaker. Han havde allerede mødt uvæsnet én gang i kamp og slået det tilbage. For at slukke dets mørke sjæl, havde han dog brug for heltenes hjælp. Den gav de gladelig. Og med hovederne holdt højt mødte gruppen for anden gang den fæle abe i lunden. Denne gang var det horroren der måtte se sig slået. Dens mørke lys er nu slukket og aldrig igen skal dens fordærvende tilstedeværelse forpeste navngiveres ve og vel. Således slutter beretningen om Budbringernes første heltegerning. ( 500 L.P.)
Det skete i de dage, det passionernes år 1506 at gruppen på skjult foranledning af trolde, der sikkert havde tilknytning til Jarris byvagt, ankom til byen kendt som ’By’. To og en halv dags rejse syd for Jarris. De havde mistanke om tilstedeværelsen af en Theransk agent i selv samme stad. En ransagning af mistænkes hus afslørede at hans navn var Bain og at han var historiker af den dværgske orientering. Forskrækkelsen over gruppens dynamiske fremgangsmåde havde gjort byens børn noget fjendtligstillet overfor gruppen. Så da de ønskede en videre udforskning af byens Ker, blev de nød til at efterlade Rowan til at vogte den mistænkte.
Udforskning af Ker’en med byens lokale adpet – dværgen Durin, afslørede et maleri der antydede at Bain var ældre en Scorch’en. På vejen tilbage til ’By’ blev gruppen mødt af Rowan, der kunne berette om seks sortklædte fremmede, der havde indlogeret sig på kroen. De havde betalt kroværten fyrsteligt, hvilket viste sig at vær en bizar gestus, da de derefter kundgjorde at de var kommet for at udslette alle i byen. De lod Rowan gå, efter at de havde forklaret hende at de var der for at ødelægge et mønster som byen udgjorde. Da heltene styrtede tilbage for at se om byen kunne redes, meldte Rowan sig uselvisk til at blive tilbage og vogte hestene.
Således hente det at gruppen konfronterede Bain i krostuen. Seks bunker støv, og en orientering ind i det astrale fortalte heltene at de seks fremmede var blevet uskadeliggjort af en kæmpe lysende slange, der havde sit epicentrer i Bain og som lå i en ring omkring byen. Dette åndelige væsen lod ikke til at bærer den aura af fordærv der kendetegner horrorerne. Men det holdte et noget truende udtryk der forlangte varsomhed. En samtale med Bain endte da en fremmede magt kom over ham og sagde: ” Du har dræbt mine tilbedere, derfor skal du dø!” Bain blev meget bogstaveligt forvreden af den fremmede magt og animeret til at angribe heltene. Bain gik under i den følgende kamp. Som den fremmede magt forlod hans krop langede den ud efter gruppen. En voldsom kraft kom over dem og sårede flere alvorligt, men alle overlevede. Også Rowan havde overlevet hendes del af kampen.
Efterfølgende visnede tjørnehækken omkring ’By’, og dens indbyggere udtrykte en følelse af frihed, de ikke kunne præcisere. Således slutter beretningen om Budbringernes anden heltegerning. (700 L.P.)
Det skete i de dage, det passionernes år 1506 at heltene hjemvendte til Jarris. De havde undervejs fået eskorte af en deling Scortchers, da horder af kadavermænd var begyndt at vælte ud af den forgiftede skov, som betændelsen fra en pulserende byld. Det blev til en træfning undervejs, hvor Scorcherne havde den øverste hånd.
I byen erfarede gruppen at byvagten ønskede at belønne dem for deres gerning i ’By’. De fik tildelt magiske drikke, fri træning og et sandt navn. Sidstnævnte satte gang i en diskussion, der havde været undervejs længe. Debatten gik længe men det var navnet Budbringerne alle endte med at føle som det rigtige. Som symbol valgte heltene syv ringe i en cirkel, forbundet af en ottende. Det blev også besluttet at gruppen skulle tjene sig sit sande navn gennem heltebedrifter og ikke gennem blodritual.
Den første opgave efter gruppen officielt blev Budbringerne, kom fra bystyret i Jarris. De skulle undersøge en Ker i De Døde lande og se om en horror gjorde sin gerning der. Samtidigt lod Mortis gruppen vide, at han var interesseret i en grimore der måske var at finde i selv samme Ker. I bytte for denne blev Budbringerne tilbudt magiske drikke og en tjeneste.
Turen til Ker’en foregik med luftskib. Og en sen nat, på en kold bjergside i De Døde Lande, blev gruppen afleveret. Næste dag startede turen op ad den forræderiske klippe. Omkring middag fandt Ching sig i færd med at sikre et reb til sine frænder, da en Manticore faldt over ham. Faren ved den der af følgende kamp blev stærkt aggraveret af det faktum, at resten af gruppen kun langsomt kunne nå kamppladsen. Da det sidste sværdhug faldt, lå Manticoren død, og Ching og T’kila hårdt såret. På trods af denne tidlige træfning fortsatte Budbringerne ufortrødent deres færd over bjerget og den næste dag havde de Ker’en i deres syn.
Ker’en, der hed Sofia, lå ensomt på en støvet slette, med indgangen vendt mod det bjerge gruppen kom fra. Ventende, kaldende på heltene. Uden at tøve eller kigge sig over skulderen, svarede Budbringerne dens kald.
Sofia havde været hjem til tusindvis af folk. Og gruppen måtte erfare at de alle højst sandsynligt var faldet i tjeneste til en horror som kadavermænd. Gruppen overværede en 1500 mand stærk hær af disse, med deres fæle mester i midten vandre ud af Ker’en med retning mod Jerris. Beklædningen af uvæsnets livgarde, svarede til den de sortklædte mænd havde haft i ’By’. Da gruppen ikke kunne gøre sig nogen forhåbning om at stoppe en sådan hær, og da de havde en hel dag før de blev skulle samles op, valgte de at fortsætte udforskningen af Ker’en.
De erfarede at bogen Mortis havde efterspurgt var i hjemmet af ens af byens tidligere nethermancere ( også kendt som Mortis. Andre tidligere nethermancere i byen var: Taran, Suran og Mark) Dog vogtede Mortis’ ånd stadig over bogen, og kun én der præsenterede ham med hans rigtige navn ville få adgang til den. Efterfølgende studier af Ker’en arkiver antydede at dette skulle være: Mortak Tilis – Sofias Søger. Det blev Solstrejf der præsenterede gespenstet med dette navn. Det viste sig at være korrekt.
Med bogen i sin besiddelse udførte Solstrejf et ritual, der skulle hidkalde og binde horroren kendt som Slayer of Baal. Denne gjorde nemlig også sin gerning i Sofia og havde sikkert tjent den horror der havde ud marcheret mod Jerris. Slayer of Baal havde påsat sit korrupte mærke på T’kila, og måtte derfor dø hvis T’kila skulle redes.
Uvæsnet kom som kaldet og en kamp fulgte, hvor Budbringerne gav den budskabet om dens undergang. Slayer of Baal er ikke mere, og aldrig igen vil den forpeste livet af navnegivere. Med sig ud af Ker’en bragte gruppen, ud over bogen, to andre nævneværdige ting: Et sværd og en kniv. Begge gjort af Mortak Tilis, og begge med den evne at de kan binde en horror til sig, således at den ikke kan forlade våbenets omgivelser. Den sidste ejer af sværdet var Slayer of Baal, den sidste ejer af kniven var Mortak Tilis.
For foden af Ker’ens indgang blev gruppen hentet af luftskibet. 5 besætningsmedlemmer gav deres liv i bekæmpelsen af en gigantisk slange, der angreb skibet i selv samme stund. Ære være deres minde.
Tilbage i Jerris blev bystyret advaret om den fjendtlige hær, og bogen blev overgivet til Mortis. Således slutter beretningen om Budbringernes tredje heltegerning. ( 1838 L.P.)
Efter denne tredje og glorværdige heltegerning fulgte et tomrum, hvor gruppen delte sig. Detaljerne er trivielle og uden interesse for den seriøse læser af denne krønike. Vid blot at Gorlak Vatirus af Klan Maktu i mellemtiden vandt tilnavnet ”Gulddør” fordi han engang forlod en ker, kun bevæbnet med en sådan. Og vid at Rowan frasagde sig medlemskab af den heltmodige forsamling. Med disse fakta på plads kan fortællingen fortsætte.
Det skete sommeren det passionernes år 1507, at Budbringerne begyndte deres vej fra Jarris mod Travar. De valgte ruten der førte dem gennem De Slemme Lande. Spor på nylig udført Theransk slave aktivitet, fik ikke følgeskabet til at afvige – tværtom – tanken om at kunne aflevere budskabet om navngiveres lighed og frihed, på den mest personlige og direkte måde, til slavehandlere fra Thera, gav dem ekstra gejst og gåpåmod.
Uforståelige kræfter i jorden, der magter at få den til at skælve, havde i disse dage forsaget en revne i et bjerg. Revnen åbenbarede indgangen til en længe glemt ker. De brave hjerter i gruppen tøvede end ikke et slag, før de ilede til denne. Måske var der folk i den, der behøvede budskabet om Scorchens afslutning, måske beboede den fæle væsner der behøvede budskabet om lysets uundgåelige sejr over mørket.
Det første viste sig at være tilfældet. Beboerne i denne Ker – kendt af dem som Vlad – blev, på foranledning af Budbringerne og deres borgmester Bralk, ført ud i den frie luft af Barsaive. De havde end ikke været der en enkelt stund, førend de blev antastet af Scorchers, der ønskede at de skulle træde ind et snart kommende kongerige. Det lod til at Scorcherne er ved at gendanne et rige de havde før Scorchen. Hvis man skulle spørge denne krønikers ydmyge mening, så er det dem vel ondt. Således slutter beretningen om Budbringernes fjerde heltegerning. ( 1000 L.P.)
Vid at Budbringerne siden sidst har modtaget Rowan tilbage i deres cirkel, og vid at Budbringerne har tjent i KongNedens’ personlige livgarde, hvor de bidrog til hans sikkerhed under det katastrofale slag ved Triumf. Et slag der nok var tabt for Throal, men et slag hvor kongen slap væk uden én skramme. Det skete i de dage, om sommeren det passionernes år 1507 at Budbringerne forlod Throal, med henblik på at tilbagevende til Jerris – den by der anså dem for sine børn og helte. De havde ikke været på vejen længe, før de blev opsøgt at ingen mindre end Den Mægtige Drage Icewing – han havde desperat brug for deres hjælp. En ganske speciel pige skulle redes fra Theranere i byen Hantu. Den heltmodige forsamling tøvede end ikke den tid det tager et øje at blinke, de accepterede og gav med glæde deres hjælp. Under turen til Hantu måtte Budbringerne erfare at den Nådesløse Legion havde stor aktivitet i området. Det vidste sig endda at det var dem der havde bragt pigen ( som var givet navnet Adela) til Hantu i sin tid. De havde først troet at hun var en horror, men måtte senere erfare at hun var noget andet… I Hantu var der spor efter en nyligt overstået kamp, og gruppen måtte erfare at en troldmand ledsaget af 7-9 orke havde redder med en pige mod Skypoint. Heltene var hurtige til at tage forfølgelsen op, men det vidste sig desværre at være en kløgtigt anlagt afledningsmanøvre, og Adela blev tabt til Theranerne. Turen var dog ikke helt tabt, da det lykkedes de brave helte at bortvise en horror fra området mellem Hantu og Skypoint. Uvæsnet nåede dog at sætte sit fæle mærke på både Rowan og jeres ydmyge krøniker førend den fortrak. En gerning der skar passionerne så meget i øjnene at Mynbruje tog skikkelse som en gammel mand kaldet Hans og opsøgte Budbringerne for personligt at kurerer dem. Han gjorde det klart at deres heltemod var stærkt tiltrængt i Jerris, og at kun de ville kunne hjælpe byen i denne hårde stund, hvor både Thera og Jobbos lagde deres bud ind på dens suverænitet. Således slutter beretningen om Budbringernes femte heltegerning. ( 7.000 L.P.)